Mit arbejdsområde er olie på lærred og softpastel på papir.
Mine motivvalg følger min tilværelse frem til mit nuværende ståsted,-
afspejler påvirkninger og oplevelser som kommer undervejs.
Når fordybelsen og maleprocessen er igang opstår der nye spørgsmål
og muligheder, som fører videre til andre teknikker og motivvalg.
En kontinuerlig søgen og væren på vej, – en glæde ved at tage imod hvad
der måtte komme til syne, folde sig ud og give nye oplevelser og ny indsigt.
Du kan følge mig helt eller blot et stykke af vejen, ved hjælp af min biografi.
Anne Berit Brogaard
Kunstnerisk Biografi :
Vingede væsner
1996 – debuterede Anne Berit Brogaard som maler i Galleri Solvognen , Martofte, Fyn med temaudstillingen vingede væsner, hvor guldsmede og sommerfugle var hovedelementer både i konkret, og i mere lyrisk fabulerende forstand.
Krop og sanselighed
Den erotiske og kropslige sanselighed blev sat op mod besættelse og afmagtsfølelse.
Blomstring og grokraft
Spirende blomsterløg i potter og blomstrende æbletræer, roser og rododendron.
Høstens frugter
Motiver med græskar, æbler og kastanjer og tid til at høste erfaringens frugter.
Kastanjekrigen
1999 – Med kastanjen som gennemgående motiv blev en kastanjekrig udkæmpet i en stilfærdig og underfundig lilleputverden, mellem nedfaldne blade, kastanjer og frugtskaller, – små væsner fra myterne og legendernes tid tumlede rundt mellem eventyrenes kongelige personer, alt imens alfer og feer, hekse og trolde fandt sig til rette mellem legetøj og bøger, hver især fortællende deres egen lille historie.
Herfra min verden går
2000 – Til Bulgarien og Santorini – et tema med arkitektur og fragmenter fra historisk tid, buer og søjlegange, kuppeltage og murværk som rolige adskillende elementer i det frie scenerum, befolket med alle slags aktører, optrædende i forskellige sammenhænge, uafhængige af tidsaldre og genrer.
Fjeld og vildmark
2004 – 2010 – blev årene med det store vendepunkt for teknik og metode, – fra det fine og sirlige til det mere rå og vilde med større formater og bredere penselstrøg, – under denne proces ændredes farverne også fra varm og brændt til en kølig nordisk farvepalet.
Rejser til, og ophold i Norge, Sverige, Færøerne og Island blev en kærlighedsaffære med fjeldet og vildmarken, det øde og barske landskab, geologien og vidnesbyrd om jordens oprindelse og urtid, isens historiske vandringer over kontinenterne med spor og afsætninger, var i disse år den helt store inspirationskilde.
Velkommen i det grønne
2010 – 2020 – brød de grønne farver ind i maleriet, igen en ny udfordring affødt af arbejdet ude i naturen med de farvestærke pastelkridt. Malemåden blev mere naturalistisk og nøgtern registrerende, og motivvalget bevæger sig rundt i fynske landskaber og nære haverum, med forkærlighed for især træer. En drejning mod det mere klassisk skildrende maleri. Klinten og skovene omkring herregården Lundsgård ved Kerteminde, bliver i en årrække den foretrukne motivverden.
Studier i rødt
2021 – 2024 – Abstraktioner og dristigere farvevalg, de røde farver bliver mere dominerende, først de kolde røde, senere de varme røde orange og gule toner. Træer og vækster er stadig motivtema men nu også med harer og fugletræk i landskaberne, udført i en lettere abstrakt malestil.